Mad, varme og rent vand til flygtninge
Den sydlige del af Libanon blev hårdt ramt af krig og ødelæggelser i efteråret 2024, hvilket tvang store dele af befolkningen på flugt. Mange familier mistede alt og søgte ly i skoler og nødinstitutioner. For at imødekomme de akutte behov har Hand In Hand uddelt måltidskasser med basale fødevarer som pasta, bulgur og bønner, så familier kunne tilberede nærende måltider. Disse måltidskasser blev uddelt både under krigen og i tiden efter, hvor mange stadig manglede stabil adgang til mad.
Manglen på rent drikkevand har været en af de største udfordringer for de fordrevne familier. Hand In Hand har sikret rent drikkevand til flygtninge, hvor adgangen har været livstruende begrænset. Hver eneste liter vand har gjort en forskel for udsatte børn og voksne, der kæmper for at overleve under ekstreme forhold.
For at beskytte familier mod de kolde vintermåneder har vi desuden uddelt 1.080 dunke opvarmningsolie til palæstinensiske flygtningefamilier i Libanon, hvilket har været en livsvigtig støtte i en tid, hvor mange stadig kæmper for at overleve efter krigens ødelæggelser. Derudover har vi sikret vinterjakker og varme tæpper til de mest udsatte familier, der bor i telte uden beskyttelse mod vinterkulden.
Behovet for hjælp er fortsat enormt, og vi arbejder målrettet på at sikre flere livsnødvendige forsyninger til de mest trængende familier.


